Hunger (noveller) 2018

“Hunger” er et litterært bud på hvordan vores “Sult” har ændret sig, fra før reformationen og op til i dag. Fra sult efter mad, til sult efter mode og Glittedemagasiner. “Hunger” er skrevet som fortællinger, og har et til tider et lyrisk sprog som sætter læseren på prøve – men det er også der og i den gode fortælling at oplevelsen ligger.

Bogen begynder før reformationen, med livet set fra en hængt mands synsvinkel, henover en mose og en mystisk kvinde, ensfarvede Preben og hans kat Vagn, Nilles coaching og meget mere.

 

 

Bogen har fået følgende ord med på vejen:

Jeg er ret vild med Jørgen Nancke’s måde at skrive på. Han kan BRUGE ordene, og skabe billeder i mit hoved, som historierne de skrider frem. Jeg har smilet, er blevet rørt, har grinet og sågar grædt. Jeg har kunnet genkende mange ting fra mit eget liv.

Sproget er lyrisk, fabulerende, stemnings- og billedskabende. Undertiden er det ved at tage pusten fra både forfatter og læser.

Den drømmende fantasi fører mig gennem bogen, med alle mine følelser uden på tøjet – tak for at måtte læse den

Uddrag. “Sult”

Vejen lå under den gråmarmorerede, regntruende og blæsende november-himmel. Ufrivilligt fastlåst mellem to stenede og ujævne jordvolde, som strengt markerede grænsen mellem vej og mark. Hvor vejen måtte gå, og hvor den ikke måtte gå. Vejens dybe og halvfrosne, åbne hjulspor var dens blodårer; dyr og mennesker var med tiden blevet dens lavmælte og evigt hvileløse, trampende pulsslag. Den var kommet langvejs fra, havde set mangt og meget i sit lange, bugtede liv, og gennem tiderne havde den båret talløse skæbner på sin velprøvede ryg. I starten af sit liv havde den bugtet sig fra side til side og var gået hen, lige hvor den ville; men med tiden havde den affundet sig med kun at gå derhen, hvor menneskenes fødder nu havde valgt at føre den. Nu gik vejen på dens sidste stykke gennem skoven, forbi de magre, vindblæste marker og helt ind til byens ramponerede gamle træport med de rustrøde jernhængsler, som skærende sang, hver gang porten gik op eller i. Mellem skoven og byporten stod der kun et enkelt træ. Det stod på en forhøjning, som var omkranset af forvitrede, mosbegroede kampesten. Stenene havde været der så længe, man kunne huske, de var vist oldgamle, og enkelte af dem havde en ulæselig skrift fra ukendte tider hugget ind i sig. Træet stod ved vejen som et advarende fyrtårn, så alle, der færdedes til og fra byen, kunne se det på lang afstand. Det var gammelt, dets bark var furet og dyb som ansigtet på en træt og vejrbidt olding. Kronen var bladløs og strakte forgæves sin misdannede skelethånd op imod himmelen, som holdt sig på sikker afstand omgivet af sine tavse livvagter, de beskyttende grå skyer. Med tiden var træet blevet kroget af vejr og vind og af byrden fra dets tunge, påtvungne frugter. Træet bar kun en ganske særlig slags bitter frugt, som til gengæld var fordelt med jævne mellemrum hen over årets tolv måneder. Lidt længere henne ad vejen, der, hvor de to stenede jordvolde modvilligt måtte slippe deres faste greb i vejen, stod byporten og spærrede for alt, og her ebbede vejens lange liv ud i ingenting og alting …